Internationalt samarbejde
Internationalt samarbejde åbner for inspiration, læring og udvikling både for den enkelte og for institutionen som helhed. Derfor arbejder Den Danske Scenekunstskole målrettet for at skabe muligheder for international udveksling og netværk for både studerende og ansatte samt for at byde internationale gæstestuderende og -undervisere velkommen i et udviklende og sikkert studie- og arbejdsmiljø.
Skolen deltager i de to store internationale uddannelsesprogrammer, Erasmus+ og Nordplus. Herigennem kan studerende og undervisere modtage økonomisk støtte til international udveksling, praktik og andre samarbejdsprojekter. Scenekunstskolen har udvekslingsaftaler med mere en 60 videregående kunstneriske uddannelser inden for EU og deltager aktivt i flere netværk i både nordisk, europæisk og globalt regi.
Skolens ansatte og studerende og kan finde information om udlandsophold og støttemuligheder på skolens intranet.
Som følge af indførslen af bestyrelser på alle kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet i Danmark, udarbejdes der i øjeblikket en etårig aftale for 2023, i overgangsåret mellem de to rammeaftaleperioder (2019-2022 og 2024-2027). De overordnede rammer, værdier og indsatsområder for det internationale arbejde, beskrevet i strategien for 2019-2022, er fortsat gældende i 2023.