produktionsledelse ansøgningsvejledning
Produktionsledelse er en bacheloruddannelse under uddannelsesområdet scenekunstnerisk produktion. De studerende, der bliver optaget på produktionsledelse, bliver udvalgt på baggrund af en optagelsesprøve.
NB! Det bliver først muligt at søge ind på uddannelsen 1. oktober.
OPTAGELSESUDVALG
Optagelsesudvalget består som minimum af:
- Uddannelseslederen.
- En fastansat underviser.
- En studerende.
- En ekstern censor beskikket af Kulturministeriet.
OPTAGELSESKRITERIER - HVAD KIGGER OPTAGELSESUDVALGET EFTER?
Den Danske Scenekunstskole optager de ansøgere, som vurderes at være bedst egnet med udgangspunkt i de følgende optagelseskriterier. Optagelsesudvalget foretager en helhedsvurdering af ansøgere på baggrund af optagelsesprøven. Der bliver lagt vægt på, at ansøgeren:
- Er nysgerrig efter at udforske fagområdet inden for uddannelsens rammer.
- Er motiveret for at indgå i komplekse og kollektive kunstneriske processer og læringsmiljøer.
- Kan sætte ord på sin egen scenekunstneriske praksis.
- Udviser forståelse for at kunne indgå i samarbejdsrelationer og –processer.
- Kan reflektere over egen rolle i relation til uddannelsens formål.
- Udviser forståelse for langsigtede planlægningsprocesser og kan se sammenhænge og muligheder på tværs af tid og ressourcer.
- Kan reflektere over og er nysgerrig på egen kommunikation.
Du behøver ikke nødvendigvis at kunne opfylde alle optagelseskriterier, men kriterierne giver et billede af, hvad optagelsesudvalget prioriterer ved udvælgelsen.
OPGAVER TIL DIN ANSØGNING
Til din ansøgning til uddannelsen i produktionsledelse skal du besvare opgave A og B. Dette udgør førsteprøven.
Dine opgavebesvarelser er din mulighed for at vise optagelsesudvalget, hvordan du går til opgaver og sætter dine færdigheder og intentioner i spil. Der findes ikke rigtige eller forkerte besvarelser. Vi ønsker at se selvstændige og reflekterede bud ud fra dine evner, tanker og visioner.
Udover opgavebesvarelsen vil du også skulle uploade et CV i PDF-format.
Bemærk at alt ansøgningsmateriale skal afleveres digitalt til fristen.
NB. De filer, du uploader til studieoptag, må maks. fylde 1 GB.
Opgave A: Præsentationsvideo (maks. 5 minutter)
Optag en video (mp4/mov/webm) på maks. 5 minutter, hvor du besvarer følgende spørgsmål:
- Sæt nogle ord på det at arbejde med scenekunst og dine erfaringer herfra, og fortæl, hvorfor du interesserer dig for scenekunst, og hvad det særlige er ved arbejdet med produktionsledelse, der gør, at du ønsker denne uddannelse?
- Hvad betragter du som de vigtigste kompetencer at have med sig ind i uddannelsen i produktionsledelse, og hvilke kompetencer betragter du som særligt vigtige at tilegne sig under uddannelsen og efterfølgende som færdiguddannet?
- Beskriv en samarbejdssituation fra dit eget liv, hvor du indgik på en måde, som du efterfølgende har reflekteret over, at du med fordel kunne have reageret anderledes.
OPGAVE B: Produktionscase
Du arbejder som produktionsleder på et mindre teater og skal være med til at opsætte en teaterforestilling. Du skal, for at have noget at gå ud fra i din opgave, vælge en forestilling, som skal opsættes. Det kan være et skuespil, musical, dans eller noget helt femte. Teatret har 150 pladser i salen og et begrænset antal fastansatte medarbejdere.
Der er 6 måneder til premieren, og teatret har afsat følgende ressourcer til produktionen:
- 9 uger på scenen, hvoraf der skal være 17 forestillinger, og 3 dages oprydning/nedpil.
- 3 uger i en prøvesal.
- Standardudstyr til lys og lyd.
- 200.000 kr.
Der er derudover hyret følgende freelancere til projektet:
- 5 performere i 10 uger.
- 1 instruktør eller koreograf.
- 1 scenograf.
- 1 lysdesigner.
- 1 lyddesigner.
- 1 forestillingsleder i 10 uger.
- 1 teknisk afvikler til at afvikle lys og lyd i 3,5 uger.
Du skal udarbejde en produktionsplan og budget:
Udarbejd en langsigtet produktionsplan fra opstart til efter sidste forestilling indeholdende de vigtigste nedslag undervejs bl.a:
- Hvornår der er prøvestart, premiere og sidste forestilling.
- Hvornår designet til scenografien skal være færdig, hvornår den bliver bygget, hvornår den står klar, hvornår lys og lyd er sat op.
- Hvornår der er prøver i prøvesalen/på scenen, hvornår der første gang laves en fuld gennemspilning af forestillingen, hvem skal være til stede?
- Hvornår er der prøver med teknik og kostumer?
- Andet du finder relevant for resten af produktionen at vide.
Lav et estimeret budget over hvordan du prioriterer de 200.000 kr. Følgende poster skal fremgå:
- Byggematerialer til scenografien.
- Kostumer.
- Rekvisitter.
- Evt. leje af ekstra teknisk udstyr.
- Eksterne byggere til at bygge scenografien (28.000 kr. pr. stk. pr. uge).
- Evt. ekstra personale (rekvisitør, sangcoach, dramaturg etc.).
- Andet du finder nødvendigt for din produktion.
Opgaven skal udarbejdes i Excel (eller tilsvarende) og efterfølgende eksporteres og uploades i PDF-format.
Skriv derudover en kort refleksion (maks. 1 side), som uploades i PDF-format:
- Beskriv kort hvilken forestilling du har valgt og hvorfor.
- Redegør for dine overvejelser omkring, hvad du særligt skal have fokus på i forhold til ressourcer (tid og økonomi) på den valgte forestilling.
OPTAGELSESPRØVEN
Optagelsesprøven til uddannelsen i produktionsledelse består af tre dele.
Førsteprøve (online ansøgning - en individuel mundtlig, skriftlig og visuel aflevering)
Optagelsesudvalget vurderer på baggrund af besvarelserne af opgave A og B (førsteprøven), hvilke ansøgere der kommer til optagelsesprøvens anden del.
Andenprøve (en individuel samtale)
Andenprøven er en individuel samtale med optagelsesudvalget, som vil vare ca. 30 minutter og foregår på en af de fire afsatte dage (se under prøve- og svardatoer). Til samtalen vil vi tale om dit indsendte materiale fra førsteprøven samt en case, som du vil modtage i forbindelse med indkaldelse til andenprøven.
Tredjeprøve (opgaveløsninger og samarbejder på skolen)
Tredjeprøven består af praktiske opgaver, som bl.a. vil indeholde elementer af gruppearbejde, planlægningsopgaver og refleksion. Tredjeprøven forløber over tre dage. En del af tredjeprøven vil blive afviklet sammen med de øvrige uddannelser på scenekunstnerisk produktion, hvor der særligt vil være fokus på samarbejde. Medbring gerne en notes- eller skitsebog og noget at skrive/tegne med.
Herefter får du tilbagemelding, om du tilbydes en plads på uddannelsen.
PRØVE- OG SVARDATOER
Alle ansøgere får svar via studieoptag.
18. december 2026: Svar på førsteprøven
23.-26. februar 2027: Andenprøve
2. marts 2027: Svar på andenprøve
16.-18. marts 2027: Tredjeprøve
19. marts 2027: Svar på tredjeprøve
Hvis du går videre til anden- og tredjeprøven, skal du reservere ovenstående dage til at deltage i prøver på Den Danske Scenekunstskole i København.
De ansøgere, der bliver inviteret til optagelsesprøven, men ikke går videre, vil få mulighed for en uddybende, mundtlig begrundelse for afslaget.
FORBEHOLD FOR ÆNDRING I DATOER
Den Danske Scenekunstskole tager forbehold for, at planen for optagelsesprøverne kan ændre sig. Ændringer i prøvetidspunkter vil blive annonceret her på siden og via studieoptag.
sprog
Uddannelsen udbydes på dansk, og ansøgningsprocessen og optagelsesprøverne gennemføres derfor også på dansk. Til optagelsesprøven vil optagelsesudvalget vurdere ansøgernes sproglige forudsætninger for at indgå i en dansksproget uddannelse. Hvis optagelsesudvalget ikke er overbevist om, at ansøgeren har de nødvendige sproglige forudsætninger, vil de kunne bede om dokumentation for ansøgernes niveau.
Du skal være opmærksom på, at selvom uddannelsen som udgangspunkt udbydes på dansk, så vil der forekomme undervisning på f.eks. engelsk, svensk og norsk, og du vil i løbet af uddannelsen skulle indgå i samarbejde med studerende fra andre uddannelser, der ikke altid taler dansk.
VENTELISTE
Optagelsesudvalget foretager en prioritering af de ansøgere, der har deltaget i den sidste prøve, men som ikke har fået tilbudt optag. Disse ansøgere sættes på en intern venteliste umiddelbart efter optagelsesprøven og kontaktes i tilfælde af, at en eller flere af de optagne alligevel ikke ønsker pladsen. Ventelisten er gældende frem til 1. oktober.
SYGDOM
Der afholdes ikke sygeprøver, hverken i forbindelse med sygdom opstået inden optagelsesprøven eller sygdom, der opstår under optagelsesprøven.
HVIS DU VIL KLAGE
Optagelsesudvalgets afgørelse kan påklages til rektorfor Den Danske Scenekunstskole. Det skal ske senest to uger fra modtagelse af afgørelsen. Rektor afgør klagen og oplyser om yderligere klagevejledning. Vedrører klagen den faglige afgørelse om optag på uddannelsen, kan afgørelsen ikke påklages yderligere. Vedrører klagen retlige spørgsmål som eksempelvis inhabilitet eller overholdelse af ansøgningsfrist, kan rektors afgørelse påklages til kulturministeren senest to uger fra modtagelsen af rektors afgørelse.
YDERLIGERE INFORMATON
Ønsker du yderligere oplysninger om optagelsesprøverne, kan du kontakte studieadm@scenekunstskolen.dk.

