ansøgning musical
Hvert år optager Den Danske Scenekunstskole 8 studerende på den kunstneriske bacheloruddannelse i musical på musicalakademiet i Fredericia. De studerende, der bliver optaget på musical, bliver udvalgt på baggrund af en optagelsesprøve.
ANSØGNING
Det er ikke længere muligt at søge ind på bacheloruddannelsen i musical med studiestart i august 2025. Ansøgningsfristen var 2. december 2024.
Har du søgt ind på uddannelsen, kan du læse om optagelsesprocessen herunder.
Ansøgningsrfristen til optaget i 2026 er 1. december 2025.
Optagelsesudvalget består som minimum af:
- Uddannelseslederen
- En fastansat underviser
- En studerende
- En ekstern censor beskikket af Kulturministeriet
Optagelsesudvalget lægger vægt på en række forhold i deres bedømmelse, herunder at ansøgeren:
- er nysgerrig efter at udforske fagområdet inden for uddannelsens rammer.
- er motiveret for at indgå i komplekse og kollektive kunstneriske processer og læringsmiljøer.
- kan sætte ord på sin egen scenekunstneriske praksis.
- er studieparat og besidder relevante faglige kompetencer.
- har fornemmelse for eget fysisk udtryk.
- er i stand til at omsætte indre billeder til dramatisk udtryk.
- kan udtrykke faglige og personlige bud i drama, dans og sang.
Optagelsesudvalget foretager en helhedsvurdering af ansøgerens potentiale, talent og evner på baggrund af optagelsesprøven. Du skal have potentiale og faglig kompetence inden for alle tre hovedfag, men ikke nødvendigvis have samme niveau i alle.
Alle ansøgere bliver inviteret til førsteprøven.
førsteprøven
Førsteprøven finder sted den 7.-9. marts 2025 i Fredericia. Førsteprøven varer maks. tre timer.
Du modtager detaljer om tid og sted senest en uge før førsteprøven via studieoptag. Det er ikke muligt at ændre det prøvetidspunkt, du får tildelt.
Efter førsteprøven får du besked, om du er gået videre til andenprøven via studieoptag.
Andenprøven
Andenprøven finder sted den 29.-30. marts 2025 i Fredericia.
Du skal være opmærksom på, at andenprøven forløber over begge datoer. Derfor skal du være til rådighed både lørdag den 29. og søndag den 30. marts.
Efter andenprøven får du besked, om du er blevet optaget på musicaluddannelsen via studieoptag.
SVAR PÅ OPTAGELSESPRØVER
Alle ansøgere får svar via studieoptag efter begge prøver.
Ved afslag efter andenprøven er der mulighed for en kort mundtlig feedback fra et af optagelsesudvalgets medlemmer. Det eksakte tidspunkt for den mundtlige feedback vil fremgå af afslaget.
Forbehold for ændring i datoer
Scenekunstskolen tager forbehold for, at planen for optagelsesprøverne kan ændre sig. Ændringer i prøvetidspunkter vil blive annonceret her på siden og via studieoptag.
Alle ansøgere bliver inviteret til førsteprøven, der foregår på Scenekunstskolens Campus i Fredericia.
Førsteprøven består af tre delprøver inden for uddannelsens hovedfag:
- dans
- sang
- drama
Du skal møde op i dit eget tøj (ikke kostume).
Du skal være hensigtsmæssigt og praktisk påklædt til danseprøven.
Prøven bliver filmet til internt brug ved bedømmelsen. Optagelsen slettes umiddelbart efter prøven.
Forberedelse og indlevering af materiale
Til førsteprøven skal du medbringe alle noder og tekster - både dem du skal bruge til førsteprøven og dem, du skal bruge til en eventuel andenprøve. En koordinator fra skolen vil tage imod det materiale, du har valgt til dine prøver.
Det er vigtigt, at dine noder er grundigt bearbejdet, så de opfylder kravene (læs mere under SANG).
Dans
Til danseprøven skal du sammen med en gruppe på 10-12 ansøgere lære en jazzkoreografi og arbejde med den i cirka 20 minutter, hvorefter I bliver delt op i mindre grupper, som fremfører koreografien for optagelsesudvalget.
Du skal være hensigtsmæssigt og praktisk påklædt til danseprøven.
Sang
Du skal synge en selvvalgt sang, som du skal kunne udenad. Optagelsesudvalget lægger vægt på både det tekniske, musikalske og den dramatiske indlevelse. Det betyder ikke, at du decideret skal ”stage” dit nummer, men at der er dramatisk indlevelse integreret i sangen.
Din fremførelse må maks. vare 3 minutter.
Der er en pianist til rådighed, men du er velkommen til at fremføre din sang til eget akkompagnement. Noderne skal enten være i plastiklommer eller tapet sammen, så pianisten og du får de bedste betingelser for en vellykket prøve. Det er ikke muligt at benytte backing track eller mikrofon.
Drama
Dramaprøven ligger i direkte forlængelse af sangprøven.
Du skal fremføre et selvvalgt uddrag fra et eksisterende skuespil. Du skal kunne teksten udenad. Teksten må gerne være et uddrag fra den tekst, du vil fremføre til en eventuel andenprøv. Vær opmærksom på, at der til førsteprøven ikke er stikordsgiver til rådighed.
Fremførelsen må maks. vare et minut.
Andenprøven foregår på Scenekunstskolens Campus i Fredericia.
Andenprøven består af:
- delprøver inden for uddannelsens hovedfag (sang, dans, drama)
- en vejledende hørelære- og teoriprøve
- en uformel samtale
Optagelsesudvalget tager højde for dine erfaringer (som du har angivet i CV'et) og guider dig gennem de forskellige trin, så du får den bedst mulige prøve.
Materialet (noder og tekster) til sang- og dramaprøven afleverer du i forbindelse med førsteprøven.
Sang
Du skal fremføre to sange af forskellig karakter, hvoraf den ene skal være en sang fra en musical. Det må ikke være samme sang, som du fremførte ved førsteprøven. Du skal være opmærksom på, at du også kan blive bedt om at synge din førsteprøvesang igen. Du skal kunne sangene udenad.
Fremførelsen må vare maks. tre minutter per sang.
Dans
Danseprøven er mere omfattende end ved førsteprøven og varer to timer, hvor prøvedeltagerne i hold på cirka 12 personer arbejder grundigt med teknik inden for ballet og jazz. Til slut indstuderer deltagerne en jazzkoreografi, som de fremviser for optagelsesudvalget i mindre grupper.
Du skal være hensigtsmæssigt og praktisk påklædt til danseprøven.
Drama
Til den individuelle prøve skal du fremføre en valgfri monolog fra et eksisterende skuespil (ikke egen komposition). Du skal kunne teksten udenad. Der er stikordsgiver til rådighed til andenprøven.
Fremførelsen må vare maks. tre minutter.
Efter fremførelsen vil der eventuelt være et oplæg fra optagelsesudvalget til en mindre improvisation. Dramaprøven indeholder også en gruppeimprovisation sammen med andre ansøgere. Denne vil foregå senere på dagen.
Vejledende hørelære- og teoriprøve
Hørelæreprøven består af tre dele:
- Primavista melodi-læsning. Du får udleveret en node med en to takter lang enstemmig melodi i C-dur. Denne skal gengives uden akkompagnement. Der udleveres en starttone.
- Primavista rytme-læsning. Du får udleveret en node med en to takter lang enstemmig rytme. Denne skal gengives uden akkompagnement.
- Rytmisk og melodisk imitation. Du skal eftersynge/klappe korte forspillede/klappede melodier og rytmer.
Samtale
Ud over ovenstående vil der i forbindelse med andenprøven være en uformel samtale mellem dig og to deltagere fra optagelsesudvalget.
Uddannelsen i musical udbydes som udgangspunkt på dansk, og ansøgningsprocessen og optagelsesprøverne gennemføres derfor også som udgangspunkt på dansk. Til optagelsesprøven vil optagelsesudvalget vurdere ansøgernes sproglige forudsætninger for at indgå i uddannelsen. Hvis optagelsesudvalget ikke er overbevist om, at ansøgeren har de nødvendige sproglige forudsætninger, vil de kunne bede om dokumentation for ansøgernes niveau.
Du skal være opmærksom på, at selvom uddannelsen som udgangspunkt udbydes på dansk, så vil der forekomme undervisning på f.eks. engelsk, svensk og norsk, og du vil i løbet af uddannelsen skulle indgå i samarbejde med studerende fra andre uddannelser, der ikke altid taler dansk.
Optagelsesudvalget foretager en prioritering af de ansøgere, der har deltaget i andenprøven, men ikke fået tilbudt optag. Disse ansøgere sættes på en intern venteliste umiddelbart efter optagelsesprøven og bliver kontaktet i den angivne rækkefølge, hvis en eller flere af de optagne alligevel ikke ønsker pladsen. Det er ikke muligt at få oplyst sin placering på ventelisten.
Ønsker du yderligere oplysninger om optagelsesprøverne, kan du kontakte studieadm@scenekunstskolen.dk.
Optagelsesudvalgets afgørelse kan påklages til rektor for Den Danske Scenekunstskole. Det skal ske senest to uger fra modtagelse af afgørelsen. Rektor afgør klagen og oplyser om yderligere klagevejledning. Vedrører klagen den faglige afgørelse om optag på uddannelsen, kan afgørelsen ikke påklages yderligere. Vedrører klagen retlige spørgsmål som eksempelvis inhabilitet eller overholdelse af ansøgningsfrist, kan rektors afgørelse påklages til kulturministeren senest to uger fra modtagelsen af rektors afgørelse.