
VINTER er en fortælling om en ulykkelig mand på forretningsrejse i en snedækket storby. En morgen i modvind møder han en mystisk kvinde, der vækker hans opmærksomhed. Det er et møde mellem to fremmede, der begge længes efter frihed, men ængstes ved at give slip og lade sig rive med. For hvis man tillader sig at tro på, at man kan blive sat fri, risikerer man at håbet afsløres som en illusion.
Jon Fosse skrev VINTER i år 2000, og i denne iscenesættelse bliver fortællingen en kommentar til forbrugerismen og det senkapitalistiske samfunds konstante forsøg på at sælge os den frihed, vi alle længes efter, men har svært ved at finde i os selv.