INGA OG LUTZ
"INGA OG LUTZ" – eller "En trykkogers holistiske potentiale inden for den moderne tilværelseskosmos" er en sort komedie om livet på bunden af samfundet.
Den foregår i Neukölln Berlin i et socialt boligbyggeri, et sted hvor solen aldrig skinner, et sted hvor håb gør ondt, og drømmen om selvstændighed får fatale konsekvenser.
Det er en skæbnefortælling, som sætter spørgsmålstegn ved tingenes tilstand i samfundet, og ved hvor skrøbelig den enkeltes eksistens er. Stykket viser os, hvor lidt der skal til, før man ryger ud over kanten, kollapser og lander i et sort hul.
Historien har en klar pointe - vi kunne alle være Inga og Lutz.
Den anerkendte tyske dramatiker, Nis-Momme Stockmann, har skabt et socialrealistisk stykke, som med dets humor og vold er en rå kritik af det moderne samfund og fortællingen om, at alle er deres egen lykkes smed. Han viser, at når strukturerne i samfundet og forventningerne til individet er lagt således an, skaber det så ekstremt et pres, at almindelige mennesker bliver drevet til at begå forfærdelige ting.