GLOMUS Camp 2022

Det Jyske Musikkonservatorium
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus
17. - 27. August 2022

Global Optimism - den første GLOMUS camp efter coronapandemien finder sted i Aarhus d. 17.-27. august.

Det Jyske Musikkonservatorium er sammen med Den Danske Scenekunstskole værter ved campen. Det forventes, at der deltager over 150 studerende og undervisere fra musik-, danse- og scenekunstuddannelser fra 25 forskellige lande fra alle kontinenter.

I løbet af de 10 dage vil deltagerne på campen spille, danse og performe sammen på tværs af kulturer og traditioner. Der vil være workshops, talks, uformelt samvær og frem for alt en masse fælles jam op til en lang række offentlige events.

Global optimisme

Campens overordnede tema er: ”Global Optimism” – hvordan forstår og fortolker unge kunstnere de kulturelle, politiske og menneskelige udfordringer og muligheder, som verden står over for efter den globale pandemi? Kan kunst- og kulturmøder have en helbredende effekt? I de udøvende kunstformer deles et sprog, som ikke nødvendigvis er verbalt. Kan dette sprog mon inspirere til en fælles medmenneskelig forståelse?

Gennem det interkulturelle samarbejde får deltagerne dels udvidet deres egen kunstneriske og kulturelle horisont, dels medvirker de til en positiv social udvikling både lokalt og globalt, med musik, dans og teater som værktøj. Det taler ind i FN’s Verdensmål og det globale medborgerskab.

Deltagere fra Danmark kan tilmelde sig campen via et open call, som er udsendt direkte fra Det Jyske Musikkonservatorium til alle studerende.

Samarbejdspartnere
Back to top