FRIHEDEN
UNIKKE HISTORIER I TIVOLI FRIHEDEN EFTER LUKKETID
Forestil dig, hvad der kan ske i Tivoli Friheden efter lukketid. Når dagens latter er døet hen, porten er låst, og aftenmørket samler sig. Hvis nu Dragen blev vækket, eller Pariserhjulet begyndte at dreje. Hvis Frihedskarusellen gav sig til at snurre, eller Bisværmen pludselig summede … Intet er til at forudse, men alt kan ske, når du som publikum træder ind i Tivoli Frihedens indhegnede verden.
I FRIHEDEN skaber seks nye dramatikertalenter hver en selvstændig brik i den samlede fortælling, centreret om hver sin tivoli-forlystelse. Aarhus Teater har givet dem frie hænder til at fortolke friheden som begreb, og sammen med størsteparten af teatrets egne skuespillere giver de nye talenter dig friske øjne på det, du troede, du kendte.
FRIHEDEN er en udendørs vandreforestilling i stil med de tidligere, som Aarhus Teater har skabt i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Vandreforestillingerne ”Premiere”, hvor publikum blev taget med om bag Aarhus Teaters kulisser og ind i skuespillernes inderste hemmeligheder, og ”Fragt”, hvor man blev sendt på mental langfart på Aarhus Havn. FRIHEDEN er en del af Udflugten, hvor vi tager dig med ud af teatret og ind i byens ukendte rum.
Glæd dig til en usædvanlig og tankevækkende oplevelse i Tivoli Frihedens aflåste tivoli-scenografi.
OBS! UDFORDRENDE TILGÆNGELIGHED
Forestillingen er ikke egnet for dårligt gående og kørestolsbrugere. En del scener i forestillingen foregår oppe i nogle af forlystelserne, som vil være stilstående men med udfordrende tilgængelighed.
Præsenteres i samarbejde med Tivoli Friheden og Aarhus Teater og er støttet af Aarhus 2017.
HISTORIERNE
All Square
af Nanna Plechinger Tychsen
Ved Minigolfbanen
Donna og Arthur er to topprofessionelle golfspillere - på Minigolfbanen. De mødes til et spil golf og en alvorlig samtale om alle dem, der ikke er ligeså professionelle som dem selv. All Square er et highpower golfstykke om frihed som magt. Magt til at undertrykke andre - bare fordi man kan.
Lukketid
af Sonja Ferdinand
Ved Svinggyngerne
I en mørk natkabaret, hvor publikum selv er rastløse søvngængere, åbner en anden verden sig. Et show, der begynder et sted, hvor al logik ender. En vanvidstur igennem et freakshow, der stiller spørgsmålet: Hvad er dine egne grænser for, hvad performeren skal gøre for at underholde dig?
Monument 2018
af Marie Bjørn
Ved Frihedskarrusellen
Monument 2018 er en krigstraumegennemgang på en karrusel. 3 soldatersøstre er fanget i barndommens karrusel - samtidig med, at de er låst i krigens mareridt. De er som hjemsøgte sjæle, dobbelt låst imellem barndommens minde om uskyld og tvangstankerne fra krigens gru.
Et Usundt Forhold
af Rasmus Krone
Ved Pjerrots Have
Pjerrot er stukket af fra Tivoli i København og er blevet børneunderholder i Tivoli Friheden. Men så banker fortiden på døren – Harlekin. Et Usundt Forhold er en tragisk solstrålekomedie om at bryde fra det voldlige forhold og om at vælge sin egen integritet frem for de bonede gulve i Tivoli.
Hvad Der Slog Miwa Takahashi Ihjel
af Anna Skov Jensen
Ved Bille By Køreskole
Du er inviteret til mindehøjtidelighed for den afdøde Miwa Takahashi. Gå med optoget gennem millionbyen og vis hende den sidste respekt. Måske finder vi sammen en mening med det tragiske og alt for tidlige dødsfald. Hvordan kunne det gå så galt?
Ønskeøen
af Mathias Raaby Ravn
Ved Piratskibet
På et piratskib, der ikke vil sejle, møder publikum to voksne, der taler som børn. Ønskeøen handler om at miste forbindelsen til sin barndom. Hvem er du, når du har mistet det sted, du kommer fra?