Anslag mod hendes liv
anslag mod hendes liv
Rammende karikatur på den moderne verden af Martin Crimp
Anne er den unge idealist, der forelsker sig i en mand fra den yderste højrefløj. Anne er kunstneren, der udstiller sine egne selvmordsforsøg. Anne er flygtningen, der prøver at komme væk fra en brændende by. Anne er naboens datter. Anne er terrorist. Anne er bilen, der kan alt.
ANSLAG MOD HENDES LIV handler om en kvinde, som ingen ved hvem er, men som alle kæmper for at fortælle historien om. I en række scener males vidt forskellige versioner af den mystiske Anne frem. Virkeligheder konstrueres og dekonstrueres. Sandheder bygges op og rives ned. De navnløse fortællere forsøger at tage magten over Annes historie – men kommer de egentligt nærmere sandheden? Og hvornår er det historien, der tager magten over dem?
Martin Crimps moderne klassiker fortæller om et samfund, hvor alle faste sandheder er i opløsning, og hvor enhver kan stykke sin egen virkelighed sammen. Med vild sproglig energi og grotesk humor skildrer han jagten på mening og sammenhæng i en fragmenteret og uoverskuelig verden.