LILLESKOVEN
Mød de otte afgangsstuderende fra Den Danske Scenekunstskole Skuespil Odense i dette psykologiske drama, der tager os tilbage til barndommens forbudte lege og tabte uskyld.
En flok børn mødes på legepladsen i 1961, hvor de leger skole og spiser slik. De finder et hul i hegnet og går på opdagelse i Lilleskoven, hvor de ikke må være for de voksne.
Hemmeligheden vokser sig større, da enspænderen Julie Nielsen på mystisk vis forsvinder. I angst for at komme sandheden nærmere, gemmer børnene sig bag beskyldninger, fordrejninger og løgne – løgne som stadig forfølger dem som voksne. For hvad skete der egentlig med Julie? Druknede hun? Blev hun taget af de rødmossede mænd, eller havde Gargarin noget med hendes forsvinding at gøre?
Nogle af børnene vidste noget om en kælder, en jerndør, om en masse slik gemt under en sten og et fint guldarmbånd. Men de havde lovet ikke at sladre...
En forestilling om børn, som absolut ikke er for børn.