YERMA
- tredjeårsforestilling DDSKS København
Det er ikke altid, livet lever op til forventningerne, det er faktisk sjældent, at nutiden på nogle måder lever op til fortidens forventninger om fremtiden, især hvis man drømmer om at få det perfekte liv. De største drømme, dem der er mest definerende for livet, og som vi har taget for givet, de er de sværeste at slippe, de mest ødelæggende for det virkelige liv. For tilbage er et uopfyldt ønske. En uopfyldt krop. Utilfreds og utiltrækkende. Den vil ikke give slip på drømmen, ikke sørge. Sådan er Yerma.
Den spanske digter Frederico García Lorca skrev i 1934 en smuk og tragisk historie om den unge kvinde Yerma. Vi følger hende i de første år af hendes ægteskab med Johan. Yerma ønsker sig inderligt et barn, og mens alle hendes veninder bliver gravide og får børn, forbliver Yerma og Johan barnløse. I baggrunden lurer en anden mand, og Johans svigerinder flytter ind for at holde styr på Yerma. Parret glider længere og længere fra hinanden, Johan begraver sig i arbejde, og Yerma bliver mere og mere desperat efter et barn.