Dialogen med materialet
Underviser i scenografi Charlotte Østergaard undersøger i dette modningsprojekt måder, hvorpå kroppens fysikalitet kan bringes tydeligere i spil i designprocessen.
Om projektet
Projektet tager afsæt i en tese om en “fraværende krop” i designprocessen, idet kostumer ofte udvikles todimensionalt, og et “fraværende kostume” for performeren i karakterudviklingen i prøvelokalet, idet det ofte først er tæt på premieren, at performeren ifører sig kostumet.
Projektet ønsker at udvikle en metode med arbejdstitlen “Dialogen med materialet – om fysikalitet i designprocessen”, der imødekommer problematikken “den fraværende krop” og “det fraværende kostume” ved at undersøge kostumet ud fra to perspektiver: Hvordan kostumet opleves sensorisk, indefra og kostumets æstetiske kvalitet, udefra.
I lydhørheden over for de to perspektiver (indefra og udefra) får vi i designprocessen indsigt i kostumets potentialer, som gør det muligt at stille os reflekterende til eget arbejde. Imellem disse to perspektiver opstår en dialog, hvor vi nærmer os nye refleksioner om kostumets egentlige intension, ud over at påvirke betragterblikket. Målet er at udvikle en metode, der sidestiller det visuelle udtryk, den æstetiske kvalitet, og den agerende krop, den sensoriske kvalitet, således at man i refleksionen anvender de to kvaliteter i undersøgelsen af mellemrummet mellem krop og materiale (volumen, materialitet, tektonik mv.).
Projektperiode: Januar 2018 - februar 2019
Projektet er støttet af Kulturministeriets KUV-pulje