Vanja, Mågen, Kærligheden og Længslen
I deres naturalismeforløb fletter andetåret på skuespil København to stykker af Tjekhov sammen til en lille forestilling.
Hvordan lever man, når livet ikke blev det, man drømte om? Hos Tjekhov drømmer menneskene om kærlighed, succes, mening og frihed – og ender ofte med længsel, skuffelse og håb, der brister.
I denne visning har vi flettet scener fra Mågen og Onkel Vanja sammen. To stykker, der begge kredser om kunst og kærlighed, om forspildte muligheder og det evige spørgsmål: Hvordan skal vi bruge det liv, vi har fået? Det er komisk, tragisk og dybt menneskeligt på én og samme tid. Tjekhov kalder selv sine stykker for komedier. Måske fordi livet aldrig kun er tragisk – men også komisk i al sin skrøbelighed.
Vi har arbejdet med denne skrøbelighed og åbnet karaktererne på deres præmisser, vi har ladet teksten tale og lyttet til den. Det er der kommet denne lille forestilling ud af, som vi glæder os til at dele med jer.

















