Efter- & videreuddannelse

Sommerskole for unge teaterinteresserede

Den Danske Scenekunstskole afholder som noget nyt en uges sommerskole for unge, der brænder for scenekunsten og ønsker at fordybe og dygtiggøre sig som skuespiller. 

Som led i en række strategiske pejlemærker arbejder DDSKS målrettet på at åbne institutionen for offentligheden, dele viden med omverdenen og styrke sin funktion som en samlet kunst- og kulturinstitution. I de seneste år har DDSKS bidraget til at sætte scenekunsten på skoleskemaet gennem en række aktiviteter, hvor børn og unge har fået mulighed for at prøve kræfter med scenekunstens mange udtryksformer. Nu inviterer DDSKS unge teaterinteresserede ind på skolen på Holmen til en hel uges intens workshoparbejde.

Sommerskolen henvender sig både til dem, der endnu ikke har så meget teatererfaring og til de mere erfarne. Målet for undervisning er at give deltagere på alle niveauer et indgående kendskab til skuespillerens arbejdsmetoder.

Undervisningen består af en uges workshoparbejde ledet af professionelle scenekunstnere; Maria Savery, Runi Lewerissa og Tomas Ambt Kofod - tre erfarne undervisere, der ser det som deres fornemmeste opgave, at hver enkelt deltager føler sig set, anerkendt og tryg. 

Deltagerne vil arbejde med øvelser, der udforsker nogle grundlæggende skuespilteknikker. Der vil ugen igennem være fokus på krop- og stemmetræning, improvisation, tekstarbejde og karakteropbygning. Sommerskolen afsluttes fredag eftermiddag med en fælles work-in-progress visning, som ikke er åben for offentligheden. Det er underviserne og deltagerne, der i fællesskab beslutter, hvordan de vil præsentere det, de har arbejdet med hele ugen. Det handler ikke om at levere et færdigt resultat, men at skabe et fælles afsluttende rum med refleksion og tanker omkring processen. 

Deltagerne følger én workshop gennem hele ugen. Derudover vil der være fælles morgentræning for alle samt andre fællesarrangementer. Detaljeret program med mødetider annonceres her på websitet senere. 

Prisen for hele sommerskolen er 4500kr og inkluderer undervisning, frokost, kaffe/the og kage. Drikkevarer kan købes til fordelagtige priser. 

workshops

Her kan du læse om de tre forskellige workshops. I tilmeldingen skal du angive, hvilken workshop du ønsker at komme på.

Workshop 1 – Skuespillerens udtryk
Workshop 2 – Karakterarbejde
Workshop 3 – Den personlige historie
Info om morgentræning

Deltagerkrav

Alle tre workshops er både velegnede til begyndere og mere øvede og tager højde for, at folk har forskellige erfaringer. Du skal være fyldt 17 år for at kunne deltage. Dette er ikke et kursus for professionelle skuespillere. 

Vedr. tilmelding

For at hjælpe os med at afgøre om kurset vil være egnet til dig, er det vigtigt, at du vedlægger en personlig motivation i onlinetilmeldingen. Man kan kun deltage på en workshop. Du skal skrive i din motivation, hvilken workshop du har som førsteprioritet. Skriv også gerne, hvilken teater- og skuespillermæssig erfaring du har. Vi tilstræber at samle tre workshophold fordelt på køn, geografi og erfaring. Hvis du ikke bliver tilbudt en plads, vil du blive placeret på en venteliste. 

Har du spørgsmål er du velkomment til at kontakte Stine Marcher på tlf. 2681 4244 eller pr. mail til stma@scenekunstskolen.dk

 

Dato
26. - 30. juni 2017
Tidspunkt
25
Antal deltagere
42
Pris i DKK
4.500,- DKK
Ansøgningsfrist
1. juni 2017
Sted
DDSKS København
Per Knutzons Vej 5
1437 København K
Ekstra oplysninger
Du skal være fyldt 17 år for at kunne deltage.
Sprog
Dansk
Kursus ID
7163

Ansøg her

Vi modtager ikke længere ansøgninger