Kropslig bevidsthed - foredrag med Camille Buttingsrud
Hvad er det, der sker rent bevidsthedsmæssigt, når man kommer ind i det sportsfolk kalder ”the zone” - eller er ”in the groove”, som mange jazzmusikere kalder det? Vi har alle hørt om flow, men hvad er det egentlig? Og hvor er ”af-og-på-knappen”? Hvordan opleves flow af skuespillere, sangere og dansere?



Camille Buttingsrud er filosof og tidligere performer, og hun forsker i denne bevidsthedstilstand. Gennem de sidste fire år har hun interviewet dansere, sangere, musikere og skuespillere i et forsøg på at kortlægge det hun kalder kropslig refleksion.
I dette oplæg vil hun fortælle om kendetegnene ved denne form for total opslugthed, hvor det er aktiviteten man er i gang med, der er i fokus, og ikke den selvbevidsthed vi normalt - på godt og ondt - lader os opfylde af.
Camille Buttingsrud er uddannet srilankansk klassisk danser, dramapædagog og skuespiller. Efter tyve år på scenen skabte hun et par dokumentarfilm. Den ene vandt en række priser og den anden inspirerede hende til at studere filosofi. Siden hun afleverede specialet ved Center for Subjektivitetsforskning på Københavns Universitet, har Camille Buttingsrud præsenteret sin påstand om et kropsligt refleksivt bevidsthedsniveau ved en række konferencer i Europa og USA. Indenfor den akademiske verden er det nemlig ganske nyt at tale om krop og følelsers egen evne til at ”tænke”.
Til hverdag arbejder Camille Buttingsrud som freelance filosof, og hun underviser blandt andet ved Den Danske Scenekunstskole i dansefilosofi.
